En ingeniør går i klimakamp

Med klimakampen har vi som civilsamfund en opgave foran os. At opbygge nok magt og pres til at få indført en nødplan mod klima og naturkrisen. Det er ikke ligefrem noget man lærer om i skolen, så vi må selv opsøge læring om hvordan man gør. Men, med lidt kreativitet kan vi også bruge vores kompetencer fra andre områder til at finde ud af hvad vi skal gøre i klimakampen. XRUK fandt f.eks. på at bruge metoder fra salgsbranchen i deres mobilisering.

Jeg har selv en baggrund som ingeniør, og her vil jeg give mit bud på hvilke principper fra ingeniørverdenen, der kan bruges til at bygge et klimaoprør. Principperne lapper lidt over hinanden, men det er måske også pointen - at de passer sammen, og på den måde tilsammen udgør en god helhedstilgang.

Som ingeniør vil man som regel arbejde på et system, der opfylder et bestemt formål. Et eksempel kunne være at man skulle bygge et system til at lyse et område op. I det tilfælde kunne ens system så være en lampe, der jo består af forskellige dele: lyspære, skærm, fatning og ophæng, der alle har indflydelse på hinanden og skal fungere som helhed. På samme måde kan vi se på vores virke i klimakampen som et system med mange dele, der skal fungere sammen. Så lad os derfor se på hvad vi kan lære for at få det system til at fungere bedst muligt:

Størrelsesorden

Et grundbegreb i ingeniørfaget er størrelsesorden. Det dækker over at omfanget af ens løsning må stå på mål med omfanget af problemet. Hvis opgaven f.eks. er at transportere 1000 mennesker, og man vælger en bil som løsning, så har man ikke tænkt over størrelsesordenen. Man kan ikke bare køre mange gange, det tager for lang tid. Der er brug for en løsning i en størrelsesorden der matcher: et tog.

På samme måde må vi have en forståelse for hvilken størrelsesorden vi må arbejde med i klimakampen.

Vores opgave er at få gennemført en nødplan mod klimakrisen. Vi kan ikke bare gentage de metoder vi bruger nu et vist antal gange og så er vi i mål, vi må op i en størrelsesorden, der matcher omfanget af krisen. Det er god ingeniørdisciplin at starte i en størrelse der er tilpas lille til at man kan overskue opgaven, men vi må have for øje hvilken skala vi skal ende i.

De første konklusioner vi kan drage af det princip er f.eks.:

• Vi skal gå efter omtale i nationale medier. Stort set alle skal kende til vores organisation eller endda kende til nogen, der er med.

• Vi skal op i en samlet mængde arbejdstid, der matcher omfanget af problemet. Vi er oppe mod et kæmpe apparat i industrien med titusinder af ansatte som med deres arbejde fastholder katastrofekursen. Uanset hvor effektive vi bliver med vores aktioner, pressearbejde, organisatoriske arbejde, så kommer klimakampen stadig til at kræve så mange arbejdstimer, som vi overhovedet kan mønstre. Som den tyske komiker Eckart von Hirschhausen sagde: "Det er svært at redde verden med frivilligt arbejde, når andre smadrer den som deres hovederhverv"

• Vores strategi må gå efter eksponentiel vækst i deltagere af bevægelsen. Hvor mange, der laver civil ulydighed i Danmark, ville være nok til at få tilkæmpet en nødplan? En tommelfingerreglen fra sociologien siger 200.000, men indsæt bare dit eget tal hvis du er uenig eller tror på andre veje til forandring end civil ulydighed. For at nå dertil med fast (lineær) vækst inden bare 2030, skulle vi hverve 30.000 om året - altså også i år. Med accelererende (eksponentiel) vækst skal vi i stedet fordoble antallet af deltagere en gang om året for at nå til 200.000 inden 2030. Tricket er at designe bevægelsen så de nytilkomne også hjælper med at få flere nye til.

Identificere flaskehalse

En andet greb som ingeniør er at identificere flaskehalse i et system. At identificere flaskehalse i et system betyder at finde de led i en process af flere trin, der er langsomst og dermed bestemmer hastigheden for hele processen. Hvis f.eks. transportsystemet i en by fungerer dårligt så kan man se på: "Hvilke dele af transportsystemet er det der skaber trafikprop?". Er det bilerne, er det busserne, er det cyklerne? Det er bilerne. Så det er bilismen, det giver mening at lægge sine kræfter i at lave om.

I organisationer i klimakampen er flaskehalsene ikke altid lige så åbenlyse. Men lad os overveje et eksempel: vi vil gerne have lavet nogle flag til en protestaktion. Hvad er det der begrænser antallet af flag, der bliver lavet?

• Mangler der frivillige til at lave dem?
• Mangler der penge til materialer?
• Kan man nemt få adgang til de materialer vi allerede har?
• Mangler der information om hvordan man laver flag?

Hvis bare man konstaterer at der sjældent bliver lavet flag, kan man nemt konkludere, at der ikke er nogen, der har lyst til at lave dem. Men det kan i virkeligheden være at der er mange der ville have lyst, hvis bare de nemt kunne få adgang til materialer. På samme måde kan det i rekrutteringen se ud som om folk ikke har lyst til at være med i klimakampen, men i virkeligheden ville rigtig mange gerne være med hvis de blev inviteret med af deres ven.

Undgå single-point-of-failure

Single-point-of-failure betyder, at det man er ved at bygge har en akilleshæl. Hvis den ene ting går galt, så er der intet der virker.

Det er lidt en forsigtig pointe, for den tankegang kan føre til meget risikosky adfærd, som ikke er godt. Men når det er sagt, så handler idéen grundlæggende om at have en plan B. Ofte kommer det til udtryk ved at der er én person med en bestemt egenskab. Hvis man f.eks. kun har én fotograf i organisationen så står og falder mange ting med om vedkommende er tilgænglelig. Sådanne huller bør man undgå i sin organisation ved at oplære og give folk adgang til at bidrage. Der kan også være single-point-of-failure i ens aktionsdesign. F.eks. hvis der er væsentlig chance for at ens lydanlæg ikke når frem er det godt at have en megafon som backup. Når det er sagt, så er man med nogle aktioner nødt til at tage vind-eller-forsvind chancer, men det gør ikke så meget, for hvis det fejler kan man bare lave en aktion til. Det er meget vigtigt ikke at spænde ben for sig selv i forsøget på at sikre sig mod alt der går galt.

Undgå at optimere umodne systemer

En af de mest almindelige fejl i ingeniørvidenskaben er at optimere dele af ens system som man i virkeligheden ville være bedre tjent uden. Lad os sige man vil designe et transportmiddel til én person og har naivt fundet på et design med fire hjul, fordi man har set en hestevogn hvor det er lavet sådan. Så går man i gang med at arbejde på et smart system til at styre de fire hjul. Men bagefter finder man ud af at det faktisk kan lade sig gøre at holde balancen på to hjul, og det er meget smartere fordi det kræver mindre materiale og plads. Det ville have været klogt at tænke over før man brugte tusinder af timer på at designe det firhjulede transportmiddel og fremstillede en milliard eksemplarer.

I klimakampen kan det være fristende at fokusere på en lille delopgave og det er også godt at gøre nogle gange. Men en gang imellem må man kigge op og orientere sig om hvordan den delopgave egentlig passer ind i hele klimakampen.

Man kan f.eks. bruge evigheder på at designe en flyer, men måske virker det i virkeligheden meget bedre at lave protestaktioner hvis man vil have folks opmærksomhed. Så ville det have været bedre at bruge lidt mindre tid på at lave en flyer, så man også havde tid til at lave en protestaktion.

En joke fra ingeniørverdenen er at man bruger de første 80% af tiden på de første 80% af arbejdet, og så tager de sidste 20% af arbejdet de resterende 80% af tiden.

Simplicitet

En typisk faldgrube i systemudvikling er at ens system bliver så komplekst at det bliver umuligt at udvikle videre på eller lave om i, fordi enhver lille ændring påvirker tusind andre ting man ikke har overblik over. Derfor må man altid have for øje at simplificere ens system samtidigt med at man tilføjer nye funktioner. Det er især vigtigt hvis andre skal kunne benytte sig af og lave ændringer i ens system, hvilket jo er tilfældet for sociale bevægelser.

Her er tre måder at sikre simplicitet på:

Rydde op

Det er vigtig løbende at rydde op efter sig i alle grene af projektet. Det betyder f.eks.:

• at arkivere gamle dokumenter
• kontakte deltagere, der er faldet fra og høre om de stadig er med
• få hængt gamle bannere, der ikke bliver brugt mere, op et sted hvor de gør nytte osv.
• Lukke kommunikationskanaler, der ikke er aktive længere (f.eks. social media-sider, mailadresser)

Funktionsopdele

At funktionsopdele betyder at adskille dele af sit system, så man kan lave ændringer i én del uden at skulle tage stilling til hele systemet. Et eksempel kan være idéen om mandater i sin organisation. Et mandat betyder at en undergruppe har retten til at bestemme over de beslutninger, der ligger deres arbejde nærest. F.eks. at pressegruppen kan bestemme, hvem der bliver sendt til interview i medier, uden at det skal godkendes af alle i organisationen.

Samle

Et sidste, helt almindeligt trick til at holde ens system simpelt, er løbende at samle funktioner. Det betyder især, at når man vil tilføje en ny funktion til sit system, så ser man om den kan varetages af noget, der allerede er der. Vil man f.eks. lave et videoopkald, kan det være smart at bruge videoopkaldsfunktionen i ens chat-app (Signal) istedet for at bruge et eksternt program.

If you build it they will come

Som ingeniør kender man, ligesom klimakampsorganisator, også problemet med at skulle overbevise andre om dueligheden af sin projektidé. Men nogle gange har folk brug for at se det, før de tror på det. Så hvis man har en idé som man selv er helt overbevist om, kan det er værd at give idéen en chance, selvom der er få andre der er begejstrede for den. Så kan det være at folk kommer til, når det hele er i gang og de kan se det virke. Har man f.eks. en idé til et nyt aktionskoncept (det kunne være at hælde tomatsuppe på et kendt maleris glasramme) kan det være godt at give et skud, selvom det ikke er alle der er overbevist. Når det er sagt, bør man selvfølgelig være ærlig over for sig selv, hvorvidt ens idé holder vand, og hvor mange der skal være med på den fra start for at den giver mening.

Indsamle feedback

Man kan bygge et nok så sindrigt system, men det er ikke meget værd hvis det ikke fungerer for andre. Mennesker er forskellige, så hvis man vil have et system, der virker for mange, er man nødt til at få feedback om hvordan det er for andre at bruge det. På den måde kan man opdage fejl i sit arbejde, som man ellers ikke havde fundet. Man må dog tage feedback med et gran salt og vurdere hvor høj prioritet det har, at rette de fejl som bliver påpeget.

Iteration

Iteration betyder, at man hele tiden bygger nye udgaver af sit system og forbedrer den nye udgave ud fra det man har lært af at prøve den forrige. Det kan være at rette fejl eller at tilføje funktioner. Det er umuligt at gøre alting rigtigt i første forsøg, så man må bygge det så godt man kan, afprøve det og så tage den derfra. I klimaoprøret kan man f.eks. løbende forbedre sine oplæg, sine flyers, sine pressemeddelelser osv. Det kan selvfølgelig også overgøres. Man kan nemt komme til at bruge alt sin tid på at diskutere organisationsstrukturer og mødeformater.

Interfacing

I ingeniørvidenskab vil ens system altid skulle passe ind i et større system og hvordan man designer sammenspillet mellem de to systemer hedder interfacing. I klimakampen er vores organisation en del at større system: samfundet. Og vi må tænke over berøringsfladen mellem vores organisation og samfundet.

Samfundsinstitutioner

Hele målet med klimakampen er jo at påvirke samfundet til at blive bæredygtigt. Så vi må se på hvordan vi får indflydelse på samfundets institutioner (medier, domstole osv.) og hvilken indflydelse, de har på os. Vi må også se om vi kan bruge dem eller lave om på dem på måder, der ikke oprindeligt var tiltænkt (Bonusprincip: det kaldes hacking).

Kultur

Kommunikationen mellem forskellige tekniske systemer reguleres normalt af protokoller. Kommunikation i samfundet reguleres af vores sprog. Her må vi bruge et ordvalg og en omgangsform som samfundet forstår (men den må selvfølgelig godt være overraskende!). F.eks. hvis man bruger forkortelser, som dem man prøver at kommunikerer til ikke kender, så er det dårlig interfacing. Hvis man lærer nye op i de kompetencer de har brug for, for at indgå i arbejdet, er det god interfacing.

Dokumentation

Der er et ordsprog ingeniørverdenen om dokumentation, der er går sådan her:

Hvis en funktion ikke er dokumenteret, så er det ikke en funktion

Oversat til klimakampen betyder det f.eks. at hvis stedet for et event ikke er annonceret, så kunne det lige så vel ikke finde sted (fordi folk alligevel ikke kan finde det). Eller hvis man har uddelt en opgave, men det ikke er skrevet ned, kunne man lige så vel ikke have uddelt opgaven (fordi den ansvarlige alligevel glemmer den). Der er selvfølgelig en bagatelgrænse: man skal ikke dokumentere hver bevægelse, der gøres. God dokumentation er en hel kunstart for sig og det handler mest om at holde en balance i detaljegraden. En god start er kun at dokumentere permanente ting - idéer om at opdatere dokumenter løbende fejler næsten altid, og forkert dokumentation er værre end ingen dokumentation.

Delmål og tidsplan

I ingeniørverdenen arbejder man, ligesom i klimakampen, ofte i projekter, der er så store at man ikke kan overskue det hele på én gang. Derfor er det en god idé at dele det op i mindre bidder og lave en tidsplan for hvornår de enkelte dele skal være færdige (se eksempel for et oprør på det her link). Det lyder meget banalt, men det kan være forskellen på at nå i mål med projektet eller ej.

Pragmatisme

Ingeniørvidenskab er naturvidenskab + pragmatisme. Den samme pragmatisme har vi brug for i klimakampen. F.eks. vil man gerne undgå at bruge biler, men i den verden vi lever i kan det være det være ok at bruge den til f.eks. at trække en scene ind til et oprør. Et andet eksempel er, at hvis man sætter en ny deltager til at lave flyers, bliver resultatet måske ikke helt så godt. Men pragmatisk set er det godt, fordi det går alt for langsomt, hvis det altid er den mest kompetente, der laver hver opgave. Pragmatisme er også kuren mod forfængelighed. Videnskabsfolk kan f.eks. finde på at insistere på at situationens kendsgerninger bliver formidlet på en kedelig måde, som ikke får nogen op af stolen, fordi det er anerkendt som god videnskabelig praksis. Men går man pragmatisk tilværks med kommunikationen, er man nødt til at overvinde denne dogmatiske forfængelighed og kommunikere kendsgerninger ekspressivt og i et forståeligt sprog, fordi det er det, der virker. Er man skolet inden for f.eks. softwareetik, veganisme eller andre politiske sager, så kan pragmatisme også være en god kur, hvis dogmer fra de felter bliver til benspænd.

Gode udgangspunkter

Systemer som ingeniører arbejder på har ofte en række indstillinger, der definerer hvordan de virker. Det kan forbedre systemet meget, hvis disse indstillinger står et fornuftigt sted som udgangspunkt (på engelsk: default). Det samme princip kan man bruge i klimakampen, selvom det dog kræver lidt abstraktion. Men det kan f.eks. bruges, når man skal have et system for at melde til/fra møder. Det kan laves på to måder:

• Man går ud fra at alle kommer, og dem der ikke kommer skal melde fra
• Man går ud fra at ingen kommer, og alle der kommer skal melde til Da det er klart bedst for organisationen at alle kommer, betyder princippet om gode udgangspunkter, at den første af de to muligheder er bedst.

Trade-offs

For at forstå et problem eller en opgave, kan det være et godt greb at se på hvilke trade-offs der ligger i den. Et trade-off er når der er to egenskaber man bare ikke kan have samtidigt, så det handler om at finde den rette balance. F.eks. hvis man afholder introoplæg, vil man gerne gøre det spændende og nemt for nye at være med til. Men samtidigt vil man gerne give deltagerne så meget info som muligt. De to ting går i forskellige retninger, så der er tale om et trade-off hvor det bedste man kan gøre, er at finde en optimal balance for længden af oplægget.

Ingeniørkundskabens begrænsninger

Principperne listet foroven har hjulpet mig meget med at tage gode beslutninger i organisering af klimakampen. Men de dækker selvfølgelig langt fra alting. Derfor kunne det være meget interessant at høre fra andre skoler, hvad deres disciplin kan sige om klimakampen. Kan man arbejde med samfundet som en psykolog arbejder med en klient? Jeg kan kun opfordre til at skrive ned og udgive det, hvis du har kompetencer fra et felt, der kan bringes ind i klimakampen.

Udgivet 2023–05–20